6. november 2020

Venstre i Slagelse er nu klar med de 11 første kandidater til kommunalvalget næste år, efter at 10 nye er stillet op ved siden af borgmesterkandidat Knud Vincents. Opstillingen foregik, lidt utraditionelt, ved et virtuelt møde, da coronakrisen satte en stopper for det fysiske opstillingsmøde.

Med ca. et år til kommunalvalget næste år, er Venstre i Slagelse nu klar med de første kandidater til byrådet. Hele 10 kandidater blev torsdag aften opstillet for Venstre ved et virtuelt møde. Dermed står borgmesterkandidat Knud Vincents klar til valget næste år med 10 nye kandidater ved sin side.

De 10 kandidater, der nu er klar til at stille op for Venstre er: Stèn Knuth, Anders Koefoed, Pernille Ivalo Frandsen, Nicki Ottevig, Michael Juul, Ida Lynge, Stig Henning Overkær, Karin Øgaard Petersen, Michael Gram og Troels Stilling Stensballe.

Og der har da også været stor interesse for at stille op for Venstre. Det fortæller Knud Vincents, som er borgmesterkandidat for Venstre.

“Vi oplever en enorm interesse og et kæmpe engagement. Der er utroligt mange, der ønsker at stille op og gøre en forskel for vores kommune.” siger Knud Vincents og fortsætter: “Det er tydeligt, at mærke, at der sidder en hel masse og ønsker en ny retning for kommunen. Og som ønsker at Venstre skal sætte retningen”

Bredt kandidathold

De 10 nye kandidater glæder da også Knud Vincents, som især er begejstret over det brede kandidatfelt.

“Jeg er utrolig glad for, at vi nu har 10 kandidater mere opstillet for Venstre. Og især er jeg glad for det brede felt på tværs af alder, erfaring og geografi” siger Knud Vincents og fortsætter: “Det giver en fantastisk dynamik og vidner om, at vi i Venstre er et bredt parti, som har politik på hylderne for alle.”

Og de 10 nye kandidater spænder også bredt i alder, erfaring og geografi. Aldersspændet på kandidaterne er fra 30 år og til 67 år. Og blandt kandidaterne finder man bl.a. 3 nuværende byrådsmedlemmer Anders Koefoed, Pernille Ivalo Frandsen og Stèn Knuth som også sidder i folketinget for Venstre.

Derudover dækker kandidaterne både over tidligere kandidater fra tidligere valg og kandidater, der stiller op for første gang. De 10 nye kandidater kommer også fra hele kommunen.

Flere kandidater på vej

Og selvom Venstre nu altså har 11 kandidater klar til kommunalvalget næste år, så er Knud Vincents sikker på, at de ikke er færdige med at stille kandidater op.

“Med den enorme interesse vi mærker for at stille op og gøre en forskel for Slagelse kommune, så er jeg helt sikker på, vi får et stort og bredt kandidathold.” siger Knud Vincents og fortsætter: “Derfor har vi også gjort klar til endnu et opstillingsmøde d. 25 november, hvor vi forhåbentligt kan præsentere endnu flere kandidater.”

Selve indplaceringen på venstres kandidatliste finder sted til foråret, og inden da vil Venstre løbende stille flere kandidater op bl.a. d. 25 november. Kandidaterne bliver opstillet på en sideordnet liste, så det i sidste ende er vælgerne der afgør, hvem fra Venstre, der bliver valgt i byrådet.