VENSTRE KLAR MED 25 KANDIDATER TIL KV25

På billedet ses 16 ud af de 25 godkendte kandidater for Venstre

Efter det første opstillingsmøde er Venstre i Slagelse nu klar med nye kandidater til kommunalvalget i 2025. Onsdag aften blev 24 kandidater godkendt for Venstre ved et opstillingsmøde på Skælskør Bibliotek. De står, sammen med borgmester Knud Vincents der allerede er opstillet, nu klar til valget næste år.

Og mens der rundt om i landet kører mediehistorier om, at det er svært at finde kandidater, så er det ikke tilfældet for Venstre i Slagelse.

“Det gør mig glad, at vi allerede nu er klar med 25 kandidater. Vi har heldigvis mange der ønsker at støtte Venstre Slagelse og gerne vil i byrådet. Jeg genkender slet ikke de historier andre fortæller, om at det er svært at finde kandidater. Tværtimod. Vi har mange der vil være med på V-holdet” siger Knud Vincents og fortsætter: "Det hold vi har godkendt i aften, er jeg utroligt glad for og stolt over. Det har en enorm bredde på tværs af alder, erfaring, geografi og baggrund.”

Kandidatholdets bredde illustreres af et aldersspænd fra 21 år til 78 år, en kønsfordeling med foreløbigt 15 mænd og 10 kvinder, en bred politisk og erhvervserfaring, samt erfaring fra alle dele af samfundet. Der er helt nye 9 kandidater, der stiller op for Venstre til kommunalvalget for første gang.

Der er kandidater fra hele kommunen, fra Bisserup i syd, til Grøfte i nordøst, Næsby i nordvest og Korsør i vest. Der er kandidater fra alle købstæder, fra de mindre byer og fra landdistrikterne. 

I de næste 5-6 måneder, så bliver der løbende godkendt flere kandidater, inden der i maj 2025 afholdes det endelige opstillingsmøde, hvor alle kandidater på Venstres liste indplaceres fra nr. 2 til nr. 35. Kandidaterne bliver opstillet på en sideordnet liste, så det er i sidste ende vælgerne, der afgør, hvem fra Venstre, der bliver valgt i byrådet.

“Selvom vi allerede nu har de første 25 på plads, så er der fortsat plads til flere. I Venstre er vi et hold, og der er altid plads til flere” siger Knud Vincents med et smil og fortsætter: “Så ræk endelig ud til mig, hvis I vil være med til at udvikle vores kommune de næste 4 år sammen med på V-holdet”.