Folketingskandidaten

Morten Dahlin


Mobile. +45 25 11 64 63
Email: kontakt@mortendahlin.dk

Mit navn er Morten Dahlin. Jeg er 29 år gammel og bor sammen med min kæreste Laura. Lige siden 9. klasse har jeg været optaget af samfundet omkring mig. Men hver gang jeg brokkede mig derhjemme fik jeg dog samme besked: “Så må du hellere gøre noget ved det”.

Den holdning følger mig stadigvæk i dag: Hvis man vil have ret til at brokke sig, så må man også forsøge at gøre noget ved det. Ved at arbejde for det man tror på. Eller ved at stemme. Eller ved at gå ind i politik, som jeg har valgt at gøre.

I min fritid spiller jeg fodbold i den forening jeg var med til at stifte da jeg gik i gymnasiet og følger også aktivt Brøndby i Superligaen. Når jeg har tid sluger jeg ofte en god bog, gerne historiske romaner selvom jeg indrømmer at jeg har en svaghed for hurtigt læste krimier.

Med venlig hilsen 

Morten Dahlin


3 skarpe fra Morten Dahlin:


GODE OG TRYGGE SUNDHEDSTILBUD

Sundhedsvæsenet er selve rygraden i vores velfærdssamfund og heldigvis fungerer det grundlæggende godt. Men det kan sagtens gøres bedre, for der er stadigvæk udfordringer med dårlig sammenhæng og for lidt tid til at sætte den enkelte patient i centrum. Jeg mener, at det der ikke er svært, det skal være nært. Vores hospitaler skal f. eks tilbyde kræftbehandling i absolut verdensklasse, men fejler du noget mindre kompliceret, skal det være muligt at blive behandlet så tæt på dit hjem som muligt. Derfor skal vi øge antallet af praktiserende læger, uddanne flere sygeplejersker, styrke samarbejdet mellem kommuner, hospitalet og den praktiserende læge, samt sikre mere nærhed i de simple sundhedsopgaver, fx i lokale sundhedshuse.


STRAM OG FORNUFTIG UDLÆNDINGEPOLITIK

Vi skal passe godt på Danmark. Derfor har vi brug for en stram og fornuftig udlændingepolitik, også selvom det til tider kan virke hårdt og kontant. Danmark skal selvfølgelig være et åbent land mod verden og vi skal sige velkommen til dem der kan og vil bidrage positivt. Fra dem der kommer fra steder hvor vi ved, at integrationen går let. Men Danmark skal samtidig være lukket for dem der ikke vil eller kan bidrage positivt. Det samme med udvisninger: Udgangspunktet må være, at de kriminelle udlændinge skal sendes hjem. De skal nemlig ikke være her i Danmark. Og hvis vi så samtidig kan undgå at sende fuldt ud integrerede børn ud af landet, så er det da win-win. Derudover er min holdning klar: Hvis man vil være i Danmark, skal man lære dansk og man skal forsørge sig selv i stedet for at sidde derhjemme på kontanthjælp.


BEDRE INFRASTRUKTUR PÅ VESTSJÆLLAND

Alt for mange investeringer i infrastruktur går til hovedstaden eller Jylland. Der er brug for, at vi også her i Region Sjælland bliver tilgodeset. Fx er der brug for en tværmotorvej på tværs af Sjælland. Det vil binde Sjælland sammen på tværs og skabe både job og arbejdspladser. Derudover skal vi sænke taksterne på Storebæltsbroen og sikre de nødvendige investeringer her på Vestsjælland.